|
Her er nogle få eksempler på artikler:
 
Japan var først
med fugle på frimærker
 

 
I vore dage, hvor fugle
er et yndet motiv for frimærker kan det være svært at forstå at verdens første
frimærker med fugle på ikke udkom førend i 1875. Æren for den gode idé
tilkommer Japan som til anvendelse for udlandsposten den 1. januar 1875 udgav
de berømte fuglemærker i værdierne 12 sen, 15 sen og 45 sen, alle med en fugl
midt i mærket. 12 sen og 15 sen mærkerne har samme designer, Shintaro Nakamura,
og der synes at være enighed om hvilken slags fugle der er afbildet, nemlig en
vildgås (kari) på 12 sen mærket og en
vipstjert (sekirei) på 15 sen mærket.
Derimod er meningerne delte angående 45 sen mærket, med design af Ryusetsu
Yanagida. Både Woodward (1928) og Ichida (1965) skriver at fuglen forestiller
en ørn, men i nyere udgaver af Sakura og Stanley Gibbons står der at fuglen er
en høg (taka). Da jeg ikke er en stor
fuglekender, foretrækker jeg at tro på de seneste bud. Måske har alle ret, da
både ørne og høge hører til høge-familien Som bekendt er de angivne fuglenavne
generelle betegnelser for flere arter. Stanley Gibbons påstår at vide præcis
hvilke fuglearter der er tale om, nemlig Bean Goose (Anser fabalis), Pied Wagtail (Motacilla
alba), og Northern Goshawk (Accipiter
gentilis)
 
Fugleserien har tidligere
været henregnet til kirsebærblomstmærkerne. Der er dog gode grunde til at
udskille mærkerne i en kategori for sig selv. For det første er designet for
fuglemærkerne væsentligt anderledes end for de egentlige kirsebærblomstmærker.
Endvidere findes der ingen kirsebærblomster i 12 sen fuglemærket, modsat alle
andre frimærker som er udkommet efter dragermærkerne og før koban-mærkerne.
 
Illustrationerne er
hentet fra The Specialized Catalogue of
Japanese Hand Engraved Stamps (1997). Detaljer i de tre fuglemærker kan
være vanskelige at skelne. Især kan der være problemer med vipstjerten, hvor
hovedet vender samme vej som halen. Anderledes skarpt står fuglene gengivet i
80 yen frimærkerne i PHILANIPPON'01 miniarket, som udkom 19. maj 2001. Mange
Japan-samlere har i deres samling vellignende Wada forfalskninger af
fuglemærkerne, som dog ikke tåler sammenligning med de ægte mærker.
 
Japan var først med frimærker på frimærker
 

 
20. april 1921 udsendtes
i Japan fire frimærker i anledning af 50-året for oprettelsen af det japanske
postvæsen og udgivelsen af de første frimærker. Mærkerne i ½ sen grøn/rød og 4
sen rød har ens design, med nationalflaget og det gamle og det nye postflag i
rødt. I hjørnerne er indsat stiliserede afbildninger af de fire mon dragemærker fra 1871. Ser man rigtig
godt efter kan man genkende indskrifterne 48 mon, 100 mon, 200 mon og 500 mon.
A.M. Tracey Woodward gjorde i 1928 opmærksom på denne kendsgerning. Frank
Allard, som i mange år var frimærkehandler i Japan, har ifølge Kiku Shimbun no. 125, p. 104, hævdet at
der er tale om verdens første udgivelse af frimærker på frimærker.
 
De tredelte cirkulære stempler, maru-ni
 
Børge Tilt
 
De før 1901 almindeligt
brugte datostempler, torings- og maru-ichi-stempler, til indenrigs post havde
indskrift med udelukkende japanske skrifttegn. Efter 27. december 1900
udsendtes til brug i nogle storbyer en ny slags poststempler, hvor datoen står
med arabertal. Stemplet er et tredelt cirkulært stempel, der på japansk kaldes
maru-ni, hvor maru betyder cirkel og ni betyder to. Som bekendt skrives tallet
2 som to korte vandrette streger over hinanden. I maru-ni stemplet danner de to
streger en bro, hvori datoen skrives som (Meiji) år, måned, dag, fra venstre
mod højre, med bindestreg mellem tallene. I feltet over datobroen står
posthusets navn, skrevet med kanji, og i feltet under datobroen står tidspunkt
på dagen, med - tiden inddelt i 10-minutters intervaller. Foran timetallet står
med kanji skrevet enten XX zen, der er
en forkortelse for gozen (før middag), eller XX go, kort for gogo (efter middag),
idet døgnet inddeles i to 12-timers perioder.
 
Maru-ni stemplet var
tænkt som et eksperiment og det blev i Japan kun anvendt i fem storbyer, nemlig
Tókyó, Osaka, Yokohama, Kóbe og Nagasaki i årene 1901-1905. Stemplet ses
almindeligvis på chrysanthemum-mærker, men det forekommer også på sent anvendte
Koban-mærker. Maru-ni stemplet afløstes i de nævnte byer i 1906 af
brotypestemplet, som i årene derefter gradvist indførtes overalt i Japan. Maru-ni
stemplet må betragtes som en overgangsform til brotypestemplet. Forskellen
ligger især i tilføjelsen af to små halvmåneformede felter og angivelsen af et
tidsinterval i hele timer.
 
Bystemplerne eksisterer i
to hovedtyper. I den ene type som kun blev brugt i Tokyó står minutterne
skrevet på brøkform, så at for eksempel 5 4/6 betegner det 10 minutters tidsinterval
der begynder kl. 5:40 om eftermiddagen. I den anden type, som blev brugt i alle
fem storbyer, skrives time og minutter på normal vis, men således at
minuttallet står hævet i forhold til timetallet, for eksempel   5.40.
 
I feltet foroven kan der
blot stå byens navn (Tókyó, Osaka, etc.) men der kan også stå bynavnet og
derunder navnet på et posthus underlagt hovedpostkontoret i byen.
 
Foruden de postale
stempler, blev der i de nævnte storbyer også gjort brug af upostale maru-ni
stempler, som kendes på, at der i det nederste felt ikke er nogen
tidsangivelse, så at feltet enten står tomt eller er udfyldt med andet end
tidspunkt på dagen.
 
Udenfor selve Japan
anvendtes maru-ni stempler som nævnt på den del af øen Sakhalin, som Japan
havde fået overdraget efter den russisk-japanske krig, 1904-05, nemlig alt syd
for 50' breddegrad. Stemplerne kendes på de to kanji-tegn, der læses som Karafuto,
og som er det japanske navn for Sakhalin. Desuden indførtes maru-ni stempler til
brug ved afstempling af feltpost under og efter den russisk-japanske krig.
Disse stempler findes udførligt beskrevet i JSCA.
 
Nedenfor vises en række eksempler
på maru-ni stempler. Illustrationerne stammer fra s. 412-13 i Encyclopedia
Japanese Philately i et kapitel skrevet af Yasuharu Amano.
 

 
Oversigt
over artikler i medlemsbladet
 
Næstformand
og redaktør af medlemsblad 
Børge
Tilt
Kratvej
45
DK-2760
Måløv
Danmark
Send mail (se nederst på side) eller
brev hvis du er interessseret i at blive medlem eller
vil have flere oplysninger.
|